Der er stadig ild i hashpiberne

Venstres Ungdom tror på, at hash er legaliseret om ti år.

Næsten 600 troppede lørdag op på Store Torv i Aarhus. De kæmpede for legaliseringen af cannabis. Allerede nu er arrangøren ved at gøre klar til næste år, også selvom 19 deltagere i marchen blev pågrebet af politiet.

Af Jonas Holm Andersen

”Hver tredje ung ryger cannabis. Det burde være lovligt, og det er en meget udansk måde bare at sætte dem i fængsel. Hvem prøver vi at hjælpe – banderne?”

Ulla Hellerup Sørensen, der sammen med Hampepatiet arrangerede lørdagens Cannabis March i Århus, er godt tilfreds med arrangementet. Næste år skal det dog være endnu bedre, så hendes planlægning er allerede startet.

Hos Østjyllands Politi tager man meldingen om endnu en Cannabis-march i 2012 med sindsro.

”Vi vil lige som i år være til stede og gribe ind, hvis nogen overtræder loven, og ellers bare følge den lovligt anmeldte demonstration. I øvrigt foregik det jo stille og roligt, og folk så ud til at hygge sig. Det har vi jo ikke nogen interesse i at ændre på,” siger indsatsleder ved Østjyllands Politi, Christian Sørensen.

Legalt om 10 år
Legaliseringsdebatten var på sit højeste, da bandekrigen kørte på fuld kraft. Her var et flertal af danskerne for legalisering, men kollektivet glemmer hurtigt, mener Thomas Vissing Johansen, formand for Liberal Alliances Ungdom i Aarhus.

”Vi skal blive ved med at gøre opmærksom på det her forbudsproblem. Jeg er der med garanti til at gøre netop det igen næste år.”

Hos Venstres Ungdom i Aarhus går man endnu længere. Her er man sikker på, at legalisering er en realitet inden for ti år.

”Alle unge har venner og bekendte, der ryger cannabis. Os, der er unge nu bliver ældre og får mere indflydelse, og så er det umuligt at forestille sig at lovgivningen ikke lempes,” siger formand for Venstres Ungdom i Aarhus, Jens Husted.

Arrangementet hedder ”Global Cannabis March” og fik tilhængere af legalisering af cannabis på gaden i 259 byer verden over.