Europadagen bør fejres som 4. juli

arkivfoto

 

Hos europæisk ungdom Aarhus fejrede man i går Europadagen. En dag de færreste nok bed mærke i. Foreningen erkender, at de skal blive bedre til at oplyse, men EU skal også være vigtigt andre steder.

I går flagede busserne med to slags flag. Et dansk og et europæisk. Årsagen var Europadagen, som finder sted hvert år den 9. maj. Dagen er EU’s mærkedag og markerer Schuman-erklæringen fra 1950, der opfordrede til kul- og stålsamarbejdet, der kom til at danne grundlag for Den Europæiske Union.

De fleste lægger måske knapt nok mærke til flagene på bussen, men hos europæisk ungdom Aarhus var dagen speciel, og der var sat kryds i kalenderen.

”Dagen bør fejres på linje med amerikanernes 4. juli,” siger Henrik Meilstrup, der er lokalformand i euopæisk ungdom Aarhus.

Flere skal kende Europadagen

Foreningen arbejder for at udbrede forståelsen og interessen for EU blandt unge i Aarhus, og her havde man i dagens anledning stablet en middag på benene på restaurant Atlantis, som passende serverer græsk mad.

”Vi blev godt nok kun syv, men det var en enorm hyggelig aften,” siger Henrik Meilstrup. Han erkender, at foreningens oplysningsarbejde kan blive bedre, så man kan få inddraget flere unge i dagen.

”Man kunne sagtens forestille sig, at arrangementet blev bredt ud, så alle kunne komme og være med,” siger Henrik Meilstrup, der dog havde tænkt gårsdagens arrangement som en hygge-aften for medlemmer.

Hvad flagene på bussen angår, kunne Henrik Meilstrup godt ønske sig opbakning fra andre kanter, så flere unge vil nikke genkendende, når de ser det blå og det røde flag på bussen d. 9. maj.

”Der kunne godt være mere fokus på EU i skolerne og medierne, så folk bliver mere oplyste,” siger Henrik Meilstrup.