Folk pisser stadig på Aarhus

Foto: Arkivfoto/Lasse Bak Mejlvang

Prisen for at tisse på gaden er fra 1. maj i år steget fra 600 kr. til 1000 kr. Det har dog ikke fået aarhusianerne til at holde sig.

Selv om det nu koster 1000 kr. at rette sin nødtørft på gader og stræder, tisser folk stadig rundt omkring i Aarhus. Hvorvidt prisstigningen har nogen egentlig effekt, er svært at sige.

”Selvfølgelig tisser fulde folk stadig i gaden, men forhåbentlig får prisstigningen folk til at tænke sig om en ekstra gang,” siger vagthavende ved Østjyllands Politi i Aarhus til Netavisen 16:30. Det er ikke muligt at opgøre det præcise antal bøder for gadetisning, som udskrives af Østjyllands Politi, fordi der ikke skelnes mellem forskellige typer af gadeuorden. Og de første 10 dage i maj er der hverken blevet skrevet flere eller færre bøder end samme tid sidste år.

Taget med bukserne nede

Frederik Cederskjold, studerende fra Aarhus, er en af de mange, der nåede at få en bøde på 600 kr. For knap fire måneder siden endte hans bytur noget dyrere, end han havde tænkt sig, da han omkring klokken 3 foran Cross Café på Åboulevarden blev overrasket af ordensmagten.

”Da jeg tog bukserne ned, havde jeg ikke lige ‘scoutet’, at der faktisk var to politibiler bag ved mig,” fortæller han. En af betjentene kom over til ham, og der blev udskrevet et bødeforlæg på stedet.

Hverken den dumme bøde eller prisstigningen på 400 kr. har fået Frederik Cederskjold til at holde tissemanden i bukserne, når han er i byen. Han har dog ændret adfærd en lille smule.

“Nu gemmer jeg mig bedre, når jeg skal tisse,” siger han.