Aarhuskoret Naura vinder international dyst

Naura er kommet tilbage på jorden, efter at koret søndag vandt en stor international korkonkurrence i Aarhus. De har besluttet sig for, at præmien på 25.000 kr. skal bruges til at forevige deres musik.

”Jeg kunne høre et jubelbrøl. Og så løb jeg op til koristerne, som bare hoppede og dansede af glæde.”

Dirigenten Line Groth har svært ved helt at genkalde sin reaktion, selv om hun skal huske et par dage tilbage. Hendes kor, Naura, vandt i søndags den store AAVF-korkonkurrence i Musikhuset Aarhus.

I dag, tre dage efter dysten, er hun faldet ned. Men hun lægger ikke skjul på, at hun stadig er ovenud glad og stolt.

”Vi har øvet som sindssyge. De sidste par år har vi selvfølgelig haft faste ugentlige ‘øvere’, men jeg har kunnet mærke, at koristerne har øvet sig meget mere derhjemme end normalt, siden vi kvalificerede os,” siger hun.

Gruppen ansøgte om at få lov til at være med sidste år, og den 1. februar i år fik de besked om, at de havde kvalificeret sig til den store finale. I opløbet har der været grupper med fra hele verden, og Naura var den eneste danske gruppe blandt de seks finalister. Derfor var det også ekstra specielt for Line Groth at vinde på hjemmebane.

Pengene går til musik

Konkurrencen i Rytmisk Sal blev bedømt af en dommerjury bestående af seks anerkendte koreksperter fra forskellige dele af verden. Det hele var en del af Aarhus Vocal Festival, som er Europas største korfestival, og som i år – udover konkurrencedeltagerne – havde besøg af legenden Bobby McFerrin og de danske vokalgrupper Pust, Vocal Line og Basix.

Med den ærefulde pris til Naura følger 25.000 kr. fra Århus Stifttidendes Fond. Ifølge Line Groth skal pengene være en belønning for koristerne efter måneders hårdt arbejde.

”Vi har allerede fået en masse forespørgsler på en cd. Så jeg tror, at vi vil bruge pengene på at indspille en cd. Ærligt talt har jeg ikke tænkt så meget over det, for vi havde jo ikke turdet regne med noget,” siger hun.