Benzinprisen er bare høj i Aarhus N

Prisen på Randersvejs benzin er en af de højeste i Østjylland.

Statoil har ingen politik, der siger, at benzinen skal være dyrere i storbyer. Alligevel er der penge at spare, hvis man tanker i andre byer end Aarhus.

Benzinpriserne er tordnet i vejret de seneste år. Bilister kan nemt ende med at slippe over 12 kroner for en liter, og tanker man på Randersvej i Aarhus N er sandsynligheden for at skulle finde de store sedler frem endnu større.

Netavisen 16:30 har undersøgt dagens benzinpriser hos forskellige Statoil-tanke i Østjylland, og i Aarhus N er dråberne dyrest. Købte man en liter blyfri 95 klokken 13:30 i dag på Randersvej, ville den have kostet 12,67 kr. På Bjerrevej i Horsens kostede præcis den samme vare 79 øre mindre – blot 11,88 kr.

Skænker det ikke en tanke

Hos Statoil på Randersvej i Aarhus N tænker man ikke over, at der i de omkringliggende byer kan købes billigere benzin.

”Det eneste, jeg skal gøre, er at taste konkurrenternes priser ind. Minimum to gange om dagen registrerer vi prisen hos Shell, Q8 og de andre tanke på Randersvej, men ellers tænker vi ikke over, hvilken pris, vi sælger til,” siger butikschef Heine Olsen.

Han pointerer, at de aldrig sætter deres pris lavere end de omkringliggende tanke. De følger blot deres prisniveau.

”Det kan godt være, at vi ville få flere kunder, hvis vi var lidt billigere end tankene omkring os, men det er ikke noget vi har indflydelse på. Vi forholder os faktisk slet ikke til det,” siger han.

Lader stå til

På Statoils hovedkontor har man ingen politik om, at benzinpriserne skal være høje i netop Aarhus.

”Vi har simpelthen defineret et mikromarked omkring alle vores stationer, og så opfordrer vi vores tanke til at følge de lokale markedspriser, så de er konkurrencedygtige i lokalområdet. Ellers sælger vi jo ikke noget,” siger Per Brinch, som er kommunikationsdirektør i Statoil.

Han ser det ikke som unormalt, at der er prisforkelle mellem forskellige områder eller byer. Både fordi der er forskel på, hvor mange tankstationer, der ligger i de forskellige byer, men også fordi man bevidst lader de frie markedskræfter stå til.

”Prisforskelle i de forskellige områder udjævnes sædvanligvis over tid, da kunderne ofte søger mod de billige områder,” beroliger Per Brinch.

Om borgerne i Aarhus N har udsigt til billigere benzin i den nærmeste fremtid skal være usagt. I mellemtiden kan du selv undersøge, hvor benzinen er billigst på www.fdmbenzinpriser.dk.

 

Netavisen 16:30’s rundspørge:

Netavisen 16:30 undersøgte østjyske Statoil-tankes priser på en liter blyfri 95 i dag kl. 13:30 og fik følgende resultater:

Randersvej, Aarhus N : 12,67

Tilst Parkvej, Tilst: 12,67

Frederiksbergvej, Silkeborg: 12,67

Horsensvej, Vejle: 11,90

Bjerrevej, Horsens: 11,88