Bruun’s går i denim

Trompetbuks en masse hænger fra de runde ovenlysvinduer i Bruun's Galleri. Foto: Andreas Beck

Bruun’s Galleri er gået sammen med Folkekirkens Nødhjælp for at skabe en kampagne, der skal tjene penge såvel som goodwill. Kampagnens bagmand bruger denim som udgangspunkt, da det efterhånden noget så legendariske stof bæres af alt fra direktører til specialarbejdere. Denim forener os, lyder det.

Seks piger på lige omkring de ti somre griner overstadigt, da deres veninde tager et billede af dem foran de enormt høje jeans. Gipsbenene, der bærer bukserne, er vel fire-fem meter høje, og de skaber opsigt i Bruun’s Galleri. De er en del af butikscentrets nye sommerkampagne, som er bygget op omkring et af verdens mest populære stoffer – denim.

”Denim har jo egentlig været på mode, siden det kom frem, så det var naturligt at tage udgangspunkt i det,” siger Anders Bojer, der er manden bag kampagnen.

Idéen er, at denim forener mennesker. Høj som lav sværger til stoffet fra det nu knap så vilde vesten, og det er netop dér, kampagnens styrke ligger, siger Anders Bojer.

Goodwill og knaster i kassen

Trompetbuksen er død. Ja, og det er måske netop derfor, der hænger så mange af dem under de runde ovenlysvinduer. Bruun’s Galleris kunder har nemlig kunnet donere deres gamle jeans til kampagnen. De der med den lidt udtjente pasform. Omkring 150 mennesker har gjort det, og deres jeans hænger nu på snore rundt omkring i centret. Denim-himlen er over os.

Når kampagnen er slut, modtager Folkekirkens Nødhjælp de mange par jeans, og de sender dem til mennesker rundt om verden, der har brug for dem. Kampagnen giver både penge i den virkelige kasse og goodwill i den lidt mere abstrakte af slagsen.

At goodwill også er en slags penge er ikke gået forbi Anders Bojers næse.

”Det er klart, at det har en positiv betydning, men det er ikke noget, vi går ud og brander os på. Men alle, der samarbejder med nødhjælpsorganisationer, får da goodwill.”

Velgørenheden skal dog hænge tæt sammen med kampagnen. Ellers giver det ingen mening, mener Anders Bojer.

”Det er kun noget, vi gør, hvis vi føler, det hænger sammen med den aktuelle kampagne og det tema, den kredser om.”

Bruun’s Galleri går i denim i et par uger endnu. Så bliver de mange par jeans sendt ud i verden, og de små piger må finde noget nyt at grine af.