Radikal Ungdom: Valget bliver et opgør med kontrakt-politikken

Formanden for Radikal Ungdom i Aarhus, Frederik Sørensen, forventer, at et kommende valg bliver ensbetydende med et opgør med kontraktpolitikken.

”Det bliver ekstremt intenst.”
Sådan siger formanden for Radikal Ungdom Aarhus, Frederik Sørensen, om det Folketingsvalg, som han forventer kommer inden længe. Han forventer, at valget bliver et opgør med den kontraktpolitik, som han mener har præget Danmark de sidste ti år.
”De sidste par måneder og uger har vist, at kontraktpolitikken er blevet sprunget i luften. Der vil blive debatteret mere politik end tidligere, og valgkampen vil ikke blive præget så meget af, hvem der kan give de bedste løfter,” siger Frederik Sørensen.

Slagplanen er klar
Hos Radikal Ungdom har slagplanen for valgkampen været klar de sidste 4 måneder. Allerede for halvandet år siden begyndte de at diskutere, hvilke mærkesager de ville slå sig op på.
”Vi vil slå os op på mærkesager som økonomi, udlændige og uddannelse. Det er emner, som betyder meget for vælgerne,” siger han.
Partiet har også allerede fået trykt flyers, og kampagnemedarbejderne er klar over, hvad de skal foretage sig de første dage af valgkampen.

LÆS OGSÅ: DSU: Vi dropper eksamen, hvis der kommer valg

Klar til at udskyde eksamen
Som formand er Frederik Sørensen den, som skal gå forrest, når valget bliver udskrevet. Derfor er han også klar til at droppe en eksamen, hvis det bliver nødvendigt.
”Jeg har en eksamen, som jeg kan udskyde til august. Jeg er heldigvis godt med, så det skal nok gå. Men det er ikke noget krav, at medlemmerne skal ofre en eksamen for en god valgkamp,” siger han.
Frederik Sørensen har et klart mål med den kommende valgkamp.
”Vi vil gøre alt for at få vores egen spidskandidat, Liv Holm Andersen, i Folketinget. Derudover håber jeg, at vi kan gå nogle mandater frem,” siger Frederik Sørensen.

De Radikale fik 5,1 procent af stemmerne ved sidste Folketingsvalg.