Social-rådmand på sultekur

Rådmand Hans Halvorsen (S)

Tilbage i januar havde de handicappede og deres hjælpere fået nok og gik en usædvanlig demonstration for at markere, at nu var det nok.

Her bare tre måneder senere skal socialområdet spare igen. Beregninger fra første kvartal har vist, at uden yderlige nedskæringer, vil man i Afdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse overskride budgettet med 70 mio. De ekstra udgifter skal man, med rådmand Hans Halvorsens (billedet) egne ord, nu få bremset ned.

”Det er vigtigt, vi får bremset ned, men vi har holdt hårdt for i januar, og skal vi til at finde endnu flere penge, kan enhver se, det bliver ekstremt problematisk for de borgeres liv, som vi hver dag varetager,” siger han.

Af de 70 mio. bliver 43 mio. hentet ved at stramme besparelser fra januar. De sidste 27 mio. bliver hentet i nye besparelser. Hans Halvorsen erkender, at det ikke bliver kønt, men præcis hvordan besparelserne rammer er endnu ikke afgjort.

Plus 18 mio.

Udover de 70 mio. kommer der med alt sandsynlighed en ekstraregning. I dag sidder forligspartierne bag januars nedskæringsbudget og prøver at nå frem til en aftale om en tilpasning af byens økonomi. Hovedprincippet er, at man vil have kommunens afdelinger til at lave en tvungen opsparing. Borgmesterkontoret har spillet ud med 80 mio., mens de borgerlige gerne ser det bliver mere.

Bliver det de 80 mio. vil Hans Halvorsens afdelings andel være 18 mio., det vil sige, at man skal ud og finde 88 mio. i år.

Formand for Dansk Handicap Forbund, Rikke Kastbjerg, kan slet ikke forstå, hvad politikerne tænker på.

”Først tvinger politikerne os helt i knæ, nu må man tænke, hvordan kan vi komme længere ned, uden bare at blive overladt til os selv?” siger hun.