Gang i Gyngen

I går var der FOF-koncert på Gyngen i Århus, hvor både gospelkor, jazz-sangere og sangskrivere var på scenen. I næste uge er der endnu en koncert med nye talenter.

En afslappet stemning, hyggesludren og trygge omgivelser var rammen omkring den koncert, som FOF i går afholdte på caféen Gyngen. Der var mange optrædende og endnu flere publikummer, selvom FOF ikke gør noget særligt for at annoncere deres forårskoncerter:

”Vi prøver at holde koncerterne uformelle. Det gør de optrædende mere trygge. Når publikum hovedsageligt er andre optrædende, venner og familie er der flere, der vil være med til koncerterne,” siger Vibeke Rosendal, der er musikkonsulent og ansvarlig for koncerterne.

En af de optrædende var 50-årige Mike Griebel, der har gået på et sangskriverhold siden efteråret. Han har spillet guitar i 30 år, men vil ikke kalde sig selv for guitarist, performer eller sanger.

”Min drøm er at skrive sange. Det kan også være sammen med andre. Det ville være fedt at kunne leve af det,” siger Mike Griebel.

Fight Night er første udfordring

Det første mål på vejen er at vinde Song Writer Fight Night, der afholdes 25. maj på Gyngen. Førstepræmien er en plads ved DM, der afholdes i september i Odense. Præmien ved DM er en dag i et studie, hvilket dog ikke er en sikker billet til berømmelse ifølge Mike Griebel:

”En dag i et studie kan man få rigtig meget ud af. Jeg tror, at jeg ville kunne indspille i hvert fald fem sange. Men det ville ikke føre til en pladekontrakt. Det vil kun være for sjov.”

Mike Griebel er en målrettet sangskriver. Da der blev åbnet for tilmeldinger til Song Writer Fight Night var han en af de første, der tilmeldte sig.

”Jeg tror, at klokken var 00:02, da jeg tilmeldte mig,” griner han.

Hvis man har fået lyst til at se Mike Griebel og de syv andre sangskrivere optræde med deres egne sange, er der fri entré på Gyngen d. 25 maj klokken 21:00, hvor Song Writer Fight Night afholdes.

Sidste forårskoncert afholdes på tirsdag.