SUF vil hverve flest vælgere i Aarhus N

Størstedelen af medlemmerne i Socialistisk Ungdoms Front Aarhus er fra Aarhus N, derfor regner partiet med at værge stemmer i området, når valget kommer.

Som Netavisen 16.30 kunne skrive i går, er flere aarhusianske ungdomspartier allerede klar til valg, og har været det længe. Hos Socialistisk Ungdoms Front Aarhus tager man det mere roligt, og er stadig i dialog.

”Vi har snakket om, hvad vi skal gøre, og så har vi været i dialog med Enhedslisten, men vi har involveret os mere i andre konflikter,” siger Nina Maagaard fra Socialistisk Ungdoms Front Aarhus.

SUF’ere er selv fra Aarhus N

Men selvom man ikke er hundrede procent klar til valg, ved SUF allerede nu at mange vælgere skal værges i Aarhus Nord.

”Størstedelen af vores medlemmer er fra Aarhus N området, så vi kender jo mange herude. Derfor kommer vi nok også til at deltage i skoledebatter og den slags”, siger Nina Maagaard.

Hvordan vælgerne præcist skal værges, er dog ikke helt fastlagt endnu. En ting har SUF dog tilfælles med de andre ungdomspartier, Netavisen 16.30 har talt med – de nedprioriterer eksamen til fordel for et valg.

”Dem på universitetet kommer så til at stå til rådighed for dem, der går i gymnasiet og skal gå til eksamener,” siger Nina Maagaard.

–          SUF er ikke Enhedslistens ungdomsparti, men støtter officielt op om Enhedslisten til valget. Derudover vil de bruge valgkampen til at oplyse om socialisme og revolution.