All posts by Andreas Thorsen Larsen

Bruun’s går i denim

Trompetbuks en masse hænger fra de runde ovenlysvinduer i Bruun's Galleri. Foto: Andreas Beck

Bruun’s Galleri er gået sammen med Folkekirkens Nødhjælp for at skabe en kampagne, der skal tjene penge såvel som goodwill. Kampagnens bagmand bruger denim som udgangspunkt, da det efterhånden noget så legendariske stof bæres af alt fra direktører til specialarbejdere. Denim forener os, lyder det.

Seks piger på lige omkring de ti somre griner overstadigt, da deres veninde tager et billede af dem foran de enormt høje jeans. Gipsbenene, der bærer bukserne, er vel fire-fem meter høje, og de skaber opsigt i Bruun’s Galleri. De er en del af butikscentrets nye sommerkampagne, som er bygget op omkring et af verdens mest populære stoffer – denim.

”Denim har jo egentlig været på mode, siden det kom frem, så det var naturligt at tage udgangspunkt i det,” siger Anders Bojer, der er manden bag kampagnen.

Idéen er, at denim forener mennesker. Høj som lav sværger til stoffet fra det nu knap så vilde vesten, og det er netop dér, kampagnens styrke ligger, siger Anders Bojer.

Goodwill og knaster i kassen

Trompetbuksen er død. Ja, og det er måske netop derfor, der hænger så mange af dem under de runde ovenlysvinduer. Bruun’s Galleris kunder har nemlig kunnet donere deres gamle jeans til kampagnen. De der med den lidt udtjente pasform. Omkring 150 mennesker har gjort det, og deres jeans hænger nu på snore rundt omkring i centret. Denim-himlen er over os.

Når kampagnen er slut, modtager Folkekirkens Nødhjælp de mange par jeans, og de sender dem til mennesker rundt om verden, der har brug for dem. Kampagnen giver både penge i den virkelige kasse og goodwill i den lidt mere abstrakte af slagsen.

At goodwill også er en slags penge er ikke gået forbi Anders Bojers næse.

”Det er klart, at det har en positiv betydning, men det er ikke noget, vi går ud og brander os på. Men alle, der samarbejder med nødhjælpsorganisationer, får da goodwill.”

Velgørenheden skal dog hænge tæt sammen med kampagnen. Ellers giver det ingen mening, mener Anders Bojer.

”Det er kun noget, vi gør, hvis vi føler, det hænger sammen med den aktuelle kampagne og det tema, den kredser om.”

Bruun’s Galleri går i denim i et par uger endnu. Så bliver de mange par jeans sendt ud i verden, og de små piger må finde noget nyt at grine af.

Her lever de sig ind i historien

Vikingebådsimulatoren hitter blandt eleverne. Foto: Andreas Beck

Elever fra 7. klasse på Møn Friskole var tirsdag på tur til Moesgård Museum. Her oplevede de Vikingetiden på en helt ny måde – de levede sig ind i Danmarks første, sidste og eneste storhedstid ved hjælp af museets visuelle og sanselige udstilling.

Vi når faktisk helt til Gorm den Gamle, inden de første ben i joggingbuks begynder at røre uroligt på sig. Det svarer til femten minutter af museumsguide Birgittes undervisning. Lidt efter er der fri leg, men så alligevel ikke. For det hele foregår i Moesgårds Museums udstilling ’Syv Vikinger’, og eleverne lærer, mens de leger.

”Man kan fornemme det,” siger Birgitte om stemningen i udstillingen. ”Det er visuelt, men man kan også røre og dufte.” På Moesgård får man vikingerne helt ind under huden. Eller også kommer man helt ind under huden på vikingerne. Birgitte har ikke valgt metafor endnu.

Og her dufter faktisk lidt af viking. Spotbelysningen brydes af en let tåge, der får elever såvel som museumsguider til at virke længere væk, end de egentlig er. Det giver mening, for her er man i Vikingetiden.

En stemning af viking

”Vi er alle forskellige i den måde, vi lærer på,” siger Pernille, som er klasselærer for poderne fra Møn. ”Og Moesgård rummer mange af de måder.”

Hun har taget sin klasse med til museet for at lære på en ny måde. Og det gør man her, mener hun.

”De har skabt en stemning herinde. Man har fornemmelsen af, at man står i det, og man behøver ikke forestille sig det. Det er rigtigt nemt at leve sig ind i Vikingetiden her.”

En pige eller måske en dreng i overgang hviner, da det viser sig, at dukkerne føles som rigtige mennesker. En dreng ser ind i et kighul. Uden nærmere forklaring får hans kammerater at vide, at der er feeeeedt inde på den anden side. Og ovre ved vikingebådsimulatoren spørger en hjælpsom dreng, om han skal hjælpe en pige med at styre. ”Nehej!” siger hun noget så fortørnet, mens hun smiler, uden han ser det. Men det var da dejligt at blive spurgt.

Musik-studerende kæmper for arbejde

Jeppe Lindberg på vej til publikums dom. Foto: Andreas Thorsen Larsen

Der går seksten trompetstuderende på Det Jyske Musikkonservatorium, men ude i virkelighedens jobmarked er der ikke meget brug for dem. Derfor spiller nogle af dem koncert mandag aften i Musikhuset. Opmærksomheden må de kæmpe om.

Han ved det godt. Trompetens nasale lyd knækkede midt over, og nu står han tilbage med en fejl. Han kigger på sit instrument, nærmest bebrejdende. Tørrer hånden af i højre bukseben. Dyb indånding. Videre.

”Det er klart, at man skal have sit navn ud,” siger Jeppe Lindberg.

Han er tredjeårsstuderende trompetist på Det Jyske Musikkonservatorium, og han og hans medstuderende spiller mandag aften koncert i Musikhuset. De gør det for at øve sig i at modtage publikums dom såvel som klapsalver, men de gør det også for at vise sig lidt frem for verden.

Skide nervøse

Det er svært at få arbejde, når man er seksten studerende alene i Aarhus, og de få danske jobs, der er, søges af trompetister fra hele Europa. Derfor må man overstråle de andre, når chancen byder sig. Og det gør den her.

”Branchen er hård, og det er vildt svært at få job. Vi konkurrerer, når vi går til prøver, og vi konkurrerer, når vi spiller her,” siger Jeppe Lindberg.

Det er ikke mange, der er mødt op til koncert med fremtidens trompetister mandag aften. En tyve styks sidder drysset ud over Musikhusets mindste sal, men det betyder ikke, at Jeppe Lindbergs nerver brokker sig mindre.

”Man kan se på folk, at de er skide nervøse. Og det jeg også. Nerver er et kæmpe problem for mange af os. Især i aften.”

Jeppe Lindberg og hans medstuderende spiller skiftevis, mens publikums dom forbliver rimeligt usagt. Selv virker han glad for klapsalverne. Han er tilfreds, og aftenen har på trods af knækkede toner været en succes.

Og succes er alt, for drømmen om en karriere som trompetist kræver, at man overvinder sin nervøsitet og overstråler sine medstuderende. For der arbejde på spil.