All posts by kbmortensen

Demokrati til debat på Aarhus Universitet

I dag åbnede Aarhus Universitet dørene for offentligheden, da det årlige MatchPoints seminar løb af stablen.

Søauditorierne i Universitetsparken er for det meste kun fyldt med professorer og studerende, men til og med lørdag kan hr. og fru Danmark møde op til en række forelæsninger om demokratiets udfordringer.

Michael Böss stiftede MatchPoints seminar i 2007, og har siden da været leder af seminaret. Han ser seminaret som en naturlig del af universitetets virke:

 “I Danmark har vi en lang tradition for folkelig oplysning, som er vigtig for en kvalificeret demokratisk debat,” siger han.

I en tid hvor blandt andet Penkowa-sagen har fyldt meget i mediebilledet, ser Michael Böss også seminaret som god pr for universitetet:

 “Offentlige institutioner der lukker sig om sig selv, mister befolkningens tillid.”

Jørn Heldager er taget hele vejen fra København, sammen med sin søn, som studerer filosofi på Københavns Universitet. Selv har han ikke meget med den akademiske verden at gøre, er han indtil videre begejstret for arrangementet:

“Der var et højt akademisk niveau derinde, og det var tankevækkende at få sat nogle ting i relief”.

Ud over de 56 forelæsninger som kører torsdag-fredag-lørdag i dagtimerne, er der i aften en stor debat om mediernes rolle i demokratiet. Her deltager så prominente navne som Mette Bock (LA), Kristian Jensen (V), Morten Messerschmidt (DF), mediejurist Roger Buch og journalist Niels Krause-Kjær, samt mange flere.

Jørn Heldager er dog ikke sikker på, at de kan hamle op med dagens andre foredragsholdere:

“Jeg er spændt på at se hvordan det forløber i aften med de plathoveder.”

Hvis du er interesseret i at melde dig til arrangementerne i morgen og lørdag, kan du gøre det her.