All posts by mathiassj

Delte meninger om IDNA11


Musikhuset i Aarhus er i dag onsdag fyldt til bristepunktet med virksomhedsstande, hvor folk med en iværksætter i maven kan hente inspiration og vejledning til opstart af egen virksomhed. Det er andet år i træk, at dørene slås op til iværksættermessen IDNA.

Der er noget for enhver smag, når iværksættermessen IDNA i dag løber af stablen i Musikhuset i Aarhus. Omkring 100 stande med alt fra rynkecremer til motorcykler er opstillet side om side. Derudover er der mulighed for at følge skiftende foredrag fra den opstillede scene eller få sig en snak med andre nye iværksættere. Sidste år var IDNA en stor succes, og de fleste mener da også, at messen i år er overvejende positiv.

”Vi er her primært for at gøre reklame for os selv og for at præsentere nystartede virksomheder for de skattemæssige muligheder, som de har,” siger Anita Sørensen, fuldmægtige skatterevisor fra SKAT.

Det er første gang SKAT deltager i IDNA, og det overordnede indtryk er positivt.

”Vi har uddelt mange iværksættermapper og svaret på mange spørgsmål, så jeg vil helt klart mene, at det har været en succes. Hvis vi får muligheden, vil vi meget gerne komme tilbage næste år.”

Også Jette Møller, som til dagligt driver sin egen virksomhed, Møller Coaching, er glad for at være med.

”Jeg får muligheden for at nå ud til langt flere mennesker, end jeg gør til dagligt. Der er en fantastisk stemning, og mange har vist interesse for min virksomhed, ” fortæller hun.

Der er dog også nogle, som ikke mener, at IDNA havde levet op til forventningerne. Anne-Louise Jonsen fra WiB – women in business, var skuffet over fremmødet.

”Jeg havde forventet, at der ville have været flere besøgende i betragtning af, at der er fri entré. Samtidig havde jeg også gerne set nogle flere etablerede virksomheder herude, da det primært er her vi henter vores medlemmer.”

Det er derfor usikkert, om WIB vender tilbage næste år, da virksomheden ikke mener at den har fået nok for pengene.

Det koster omkring 8.000 kr. at få en stand til messen.

Tøj forsvinder fra de aarhusianske tøjcontainere

Dansk Røde Kors er i gang med at sikre deres genbrugscontainere mod tøjtyve.

Op mod ti procent af det tøj, aarhusianerne hvert år smider i Røde Kors genbrugscontainere, når aldrig frem til genbrugsbutikkerne. I stedet ender det i hænderne på østeuropæiske bander, der har gjort det til en levevej at fiske tøjsække op fra containerne.

Ti procent af det tøj, som årligt smides i de aarhusianske genbrugscontainere, når aldrig frem til den retmæssige ejer. Østeuropæiske bander stjæler tøjet, inden Røde Kors når at tømme tøjcontainerne, hvilket årligt koster organisationen i omegnen af 150.000 kr, fortæller sektionschef, Erik Hove.

Selve fremgangsmåden ved tyverierne er meget enkel. En lille person, ofte et barn, sænkes ned i tøjcontaineren, hvorfra vedkommende smider de fyldte tøjsække op til sine medgerningsmænd. Ofte tager det ikke mere end få minutter at få tømt containeren.

Et nyt tiltag skal få sat en stopper for tyverierne.

”Vi er begyndt at udstyre alle vores genbrugscontainere med en slags tværbjælke, som gør det umuligt for selv meget små personer at komme ned i containerne,” siger Erik Hove. Der går dog endnu et stykke tid, før man er nået rundt til samtlige af landets 215 genbrugscontainere.

Hos politiet oplyser man, at det er stort set umuligt at opklare tyverierne. Det kræver både, at der findes vidner, og tyverierne samtidig anmeldes til politiet, hvilket sker meget sjældent.

Der smides årligt omkring 300 tons tøj i de aarhusianske genbrugscontainere.