All posts by Mads Thyrsted Laursen

Hørekoncert med Ragnvald en stor succes

 

 

 

 

 
Richard Ragnvald underholdet i 40 minutter, inden han
tog videre til Ringkøbing til dagens andet show.
(Foto: Lasse Bak Mejlvang)

Hørecentrene A/S forenede her til eftermiddag viden om høreapparater og nedsat hørelse med en koncert med Richard Ragnvald. Noget, som passede de mange gæster.

”Ja, jeg har lige fået at vide i min øresnegl, at Richard Ragnvald har fået problemer med stemme, så det bliver mig, der skal underholde. Er I klar? Rigtige venner, kan ej købes for penge. Nej, her kommer han, Richard Ragnvald.”
Stemningen var høj, da Hørecentrene A/S inviterede til koncert og oplysende arrangement i KlosterCaféen på Klostergade. 180 mennesker var mødt op, og det glædede arrangør Søren Iversen.
”Vi kunne let have delt flere billetter ud, men der var simpelt ikke mere plads,” siger direktøren, inden hans debut som sangstjerne.

Høreapparat er et tabu
For mange er nedsat hørelse og høreapparater et tabu. Ca. 15 procent af Danmarks befolkning har problemer med hørelsen, men det er kun 5 procent, der får gjort noget ved det.
”Vi prøver med et arrangement som dette at afmystificere og fortælle, at det er helt normalt,” siger Søren Iversen.
Det er det tredje arrangement, som Hørecentrene A/S afholder, og alle har været en stor succes. Søren Iversen har en simpel forklaring på, hvorfor det har været en stor succes.
”Vi giver folk en god oplevelse med god musik samtidig med, at de får en masse ny viden. Der er selvfølgelig nogle, der kun kommer for musikken, men jeg tror på, at mange alligevel tager viden med herfra,” siger han.

Richard kom forbi
Dagens hovedattraktion er dog Dansktopkongen, Richard Ragnvald. Det erkender to af dagens gæster, Lisbeth Nissen, 64 og Eva Andersen, 71, også
”Jeg bruger ikke selv høreapparat, men jeg vil gerne vide noget om, hvilke muligheder, der er, hvis det bliver aktuelt,” siger Eva Andersen, mens Lisbeth Nissen supplerer:
”Og så kommer Richard Ragnvald jo. Og det er altid godt.”
For Richard Ragnvald betyder det meget at skulle spille for de mange fremmødte.
”Det er dejligt at være på hjemmebane. Det er mit publikum. Nu skal de bare have en god oplevelse, og det er mit ansvar,” siger han kort inden koncertens start.
Den rutinerede kunstner har brugt megen tid på planlægningen inden arrangementet.
”Sangene skal komme i den rigtige rækkefølge. Og så slutter jeg selvfølgelig med ”Kære lille mormor”, siger han.

Se flere billeder fra arrangementet i billedgalleriet på forsiden.

 

 

 

 


Lisbeth Nissen og Eva Andersen var begge taget til
arrangementet pga. nysgerrighed, interesse og lysten
til at høre Richard Ragnvald.
(Foto: Lasse Bak Mejlvang)


 

Gratis hørekoncert med Richard Ragnvald

Hørecentrene A/S forener viden om nedsat hørelse og høreapparater med koncert.

I eftermiddag kl. 13.30 går den kendte danstopkunstner på scenen i KlosterCaféen i Klostergade. Koncerten er arrangeret af Hørecentrene A/S, der vil bringe yderligere fokus på nedsat hørelse og høreapparater for personer på over 55 år i Aarhus og omegn.
”Det er en mulighed for folk til at få en god oplevelse samtidig med, at de får en masse nyttig viden om nedsat hørelse,” siger direktør for Hørecentrene A/S, Søren Iversen.

Skal skabe oplysning
Koncerten er ikke kun arrangeret med det formål at give publikum en god musikalsk oplevelse. Udover musikken vil der være rig mulighed for at få nyttig viden om nedsat hørelse og høreapparater.
”Vi kalder det en hørekoncert, fordi det er en god eftermiddag i hørelsens tegn. Musik er lyd og med Richard Ragnvald, er der lagt op til god underholdning. Og det forenet med gode foredrag og relevant viden, mener vi giver et godt arrangement,” siger Søren Iversen.
Søren Iversen ligger heller ikke skjult på, at der også er forretningsmæssige fordele ved arrangementet.
”Det er klart, at vi også har lavet det for at få flere kunder, men det vigtigste for mig er, at folk bliver opmærksomme på, at nedsat hørelse ikke er et tabu,” siger Søren Iversen.

Publikum skal hygge sig
Dagens top navn, Richard Ragnvald, glæder sig til eftermiddagens arrangement.
”Min mission er, at publikum skal have en hyggelig og god eftermiddag. Til den første koncert i Middelfat var der rigtig mange mennesker og en god stemning, og jeg regner med, at det bliver det samme i dag,” siger Richard Ragnvald.
Arrangementet er det sidste i en række af tre. Udover Richard Ragnvald har Bjørn Tidmand også optrådt.

 

 

Radikal Ungdom: Valget bliver et opgør med kontrakt-politikken

Formanden for Radikal Ungdom i Aarhus, Frederik Sørensen, forventer, at et kommende valg bliver ensbetydende med et opgør med kontraktpolitikken.

”Det bliver ekstremt intenst.”
Sådan siger formanden for Radikal Ungdom Aarhus, Frederik Sørensen, om det Folketingsvalg, som han forventer kommer inden længe. Han forventer, at valget bliver et opgør med den kontraktpolitik, som han mener har præget Danmark de sidste ti år.
”De sidste par måneder og uger har vist, at kontraktpolitikken er blevet sprunget i luften. Der vil blive debatteret mere politik end tidligere, og valgkampen vil ikke blive præget så meget af, hvem der kan give de bedste løfter,” siger Frederik Sørensen.

Slagplanen er klar
Hos Radikal Ungdom har slagplanen for valgkampen været klar de sidste 4 måneder. Allerede for halvandet år siden begyndte de at diskutere, hvilke mærkesager de ville slå sig op på.
”Vi vil slå os op på mærkesager som økonomi, udlændige og uddannelse. Det er emner, som betyder meget for vælgerne,” siger han.
Partiet har også allerede fået trykt flyers, og kampagnemedarbejderne er klar over, hvad de skal foretage sig de første dage af valgkampen.

LÆS OGSÅ: DSU: Vi dropper eksamen, hvis der kommer valg

Klar til at udskyde eksamen
Som formand er Frederik Sørensen den, som skal gå forrest, når valget bliver udskrevet. Derfor er han også klar til at droppe en eksamen, hvis det bliver nødvendigt.
”Jeg har en eksamen, som jeg kan udskyde til august. Jeg er heldigvis godt med, så det skal nok gå. Men det er ikke noget krav, at medlemmerne skal ofre en eksamen for en god valgkamp,” siger han.
Frederik Sørensen har et klart mål med den kommende valgkamp.
”Vi vil gøre alt for at få vores egen spidskandidat, Liv Holm Andersen, i Folketinget. Derudover håber jeg, at vi kan gå nogle mandater frem,” siger Frederik Sørensen.

De Radikale fik 5,1 procent af stemmerne ved sidste Folketingsvalg.

 

Bordfodbold skal promovere U21 EM

U21 EM Aarhus, Studenterhuset og Aarhus Bordfodboldforening afholder i aften bordfodboldturnering i Studenterhuset.

Arrangementet starter kl. 18.30, hvor der vil være indskrivning af hold og efterfølgende inddeling i puljer. Fra kl. 19.00 løber turneringen af staben. Musik- og Eventkoordinator hos Studenterhusset, William Michaelsen glæder sig til arrangementet.
”Jeg tror, det bliver et godt arrangement. Jeg forventer, at deltagerne får en hyggelig aften, hvor intensiteten og konkurrenceelementet er højt. Og så bliver det måske til et par fadøl,” siger han.

En del af promoveringen
Arrangementet er en del af promoveringen af det forestående U21 EM, som afholdes i Danmark. Aarhus er en af hovedbyerne, og det er derfor vigtig for arrangørerne allerede nu at skabe opmærksomhed omkring turneringen.
”Det er oplagt for os at ramme studiemiljøet, når der er 40.000 studerende i byen. Derfor har vi taget kontakt til Studenterhuset, fordi de har et stort netværk, er centralt placeret og de har gode rammer for at holde et arrangement som dette,” siger Nicki Stougaard, Eventkoordinator fra U21 EM Aarhus.
Også Studenterhuset ser det som en gylden mulighed for at lave et godt arrangement for sin egen og en ny målgruppe,
”Det er en mulighed for at forene vores målgrupper. U21 EM har mange unge, som interesserer sig for fodbold, mens vi har kontakt til de studerende. På den måde kan vi måske trække nogle nye folk til Studenterhuset,” siger William Michaelsen.

Gode præmier på spil
Vinderen af aftenens turnering kan være sikre på at stikke af sted med gode præmier. Blandt andet er der billetter til den attraktive kamp mellem Spanien og England i Herning og billetter til finalen i Aarhus.
”Jeg håber selvfølgelig, der kommer mange, men hvis der kun kommer 20, så skal de have en god oplevelse. Det er det, der er succeskriteriet,” siger Nicki Stougaard.
Indtil videre er der tilmeldt otte hold, og der er stadig åben for tilmelding. Det kan ske på bordfodbold@u21em.dk.