All posts by rasmuse

Journaliststuderende forsvundet

Den 24-årige journaliststuderende Michael Alsen Lauridsen, der er tilknyttet den lokale nyhedsavis Dobbelt-A-News, har været savnet siden mandag.

Hans redaktion har af ukendte årsager først bemærket hans fravær i dag.
Hvis nogen har oplysninger i sagen, bedes de kontakte redaktør på Dobbelt-A-News, Andreas Just, på 61 66 35 96. Det har ikke været muligt at få nogen kommentar om Alsens psykiske tilstand fra redaktøren.

En lykkelig Michael Alsen Lauridsen (til venstre).

Netavisen 16:30 er nu på Twitter!

Nu er det ikke længere nok med ultralokale nyheder fra netavisen. Vil tilstræber os hele tiden at være et skridt foran, og det skal du, kære læser, også være.

Derfor kan du nu følge med i vores konstante nyhedsstrøm fra din computer eller smarthphone.

Følg os – på Twitter!

 

Aarhuskoret Naura vinder international dyst

Naura er kommet tilbage på jorden, efter at koret søndag vandt en stor international korkonkurrence i Aarhus. De har besluttet sig for, at præmien på 25.000 kr. skal bruges til at forevige deres musik.

”Jeg kunne høre et jubelbrøl. Og så løb jeg op til koristerne, som bare hoppede og dansede af glæde.”

Dirigenten Line Groth har svært ved helt at genkalde sin reaktion, selv om hun skal huske et par dage tilbage. Hendes kor, Naura, vandt i søndags den store AAVF-korkonkurrence i Musikhuset Aarhus.

I dag, tre dage efter dysten, er hun faldet ned. Men hun lægger ikke skjul på, at hun stadig er ovenud glad og stolt.

”Vi har øvet som sindssyge. De sidste par år har vi selvfølgelig haft faste ugentlige ‘øvere’, men jeg har kunnet mærke, at koristerne har øvet sig meget mere derhjemme end normalt, siden vi kvalificerede os,” siger hun.

Gruppen ansøgte om at få lov til at være med sidste år, og den 1. februar i år fik de besked om, at de havde kvalificeret sig til den store finale. I opløbet har der været grupper med fra hele verden, og Naura var den eneste danske gruppe blandt de seks finalister. Derfor var det også ekstra specielt for Line Groth at vinde på hjemmebane.

Pengene går til musik

Konkurrencen i Rytmisk Sal blev bedømt af en dommerjury bestående af seks anerkendte koreksperter fra forskellige dele af verden. Det hele var en del af Aarhus Vocal Festival, som er Europas største korfestival, og som i år – udover konkurrencedeltagerne – havde besøg af legenden Bobby McFerrin og de danske vokalgrupper Pust, Vocal Line og Basix.

Med den ærefulde pris til Naura følger 25.000 kr. fra Århus Stifttidendes Fond. Ifølge Line Groth skal pengene være en belønning for koristerne efter måneders hårdt arbejde.

”Vi har allerede fået en masse forespørgsler på en cd. Så jeg tror, at vi vil bruge pengene på at indspille en cd. Ærligt talt har jeg ikke tænkt så meget over det, for vi havde jo ikke turdet regne med noget,” siger hun.

Folk pisser stadig på Aarhus

Foto: Arkivfoto/Lasse Bak Mejlvang

Prisen for at tisse på gaden er fra 1. maj i år steget fra 600 kr. til 1000 kr. Det har dog ikke fået aarhusianerne til at holde sig.

Selv om det nu koster 1000 kr. at rette sin nødtørft på gader og stræder, tisser folk stadig rundt omkring i Aarhus. Hvorvidt prisstigningen har nogen egentlig effekt, er svært at sige.

”Selvfølgelig tisser fulde folk stadig i gaden, men forhåbentlig får prisstigningen folk til at tænke sig om en ekstra gang,” siger vagthavende ved Østjyllands Politi i Aarhus til Netavisen 16:30. Det er ikke muligt at opgøre det præcise antal bøder for gadetisning, som udskrives af Østjyllands Politi, fordi der ikke skelnes mellem forskellige typer af gadeuorden. Og de første 10 dage i maj er der hverken blevet skrevet flere eller færre bøder end samme tid sidste år.

Taget med bukserne nede

Frederik Cederskjold, studerende fra Aarhus, er en af de mange, der nåede at få en bøde på 600 kr. For knap fire måneder siden endte hans bytur noget dyrere, end han havde tænkt sig, da han omkring klokken 3 foran Cross Café på Åboulevarden blev overrasket af ordensmagten.

”Da jeg tog bukserne ned, havde jeg ikke lige ‘scoutet’, at der faktisk var to politibiler bag ved mig,” fortæller han. En af betjentene kom over til ham, og der blev udskrevet et bødeforlæg på stedet.

Hverken den dumme bøde eller prisstigningen på 400 kr. har fået Frederik Cederskjold til at holde tissemanden i bukserne, når han er i byen. Han har dog ændret adfærd en lille smule.

“Nu gemmer jeg mig bedre, når jeg skal tisse,” siger han.