Category Archives: Topnyheder

Bordfodbold skal promovere U21 EM

U21 EM Aarhus, Studenterhuset og Aarhus Bordfodboldforening afholder i aften bordfodboldturnering i Studenterhuset.

Arrangementet starter kl. 18.30, hvor der vil være indskrivning af hold og efterfølgende inddeling i puljer. Fra kl. 19.00 løber turneringen af staben. Musik- og Eventkoordinator hos Studenterhusset, William Michaelsen glæder sig til arrangementet.
”Jeg tror, det bliver et godt arrangement. Jeg forventer, at deltagerne får en hyggelig aften, hvor intensiteten og konkurrenceelementet er højt. Og så bliver det måske til et par fadøl,” siger han.

En del af promoveringen
Arrangementet er en del af promoveringen af det forestående U21 EM, som afholdes i Danmark. Aarhus er en af hovedbyerne, og det er derfor vigtig for arrangørerne allerede nu at skabe opmærksomhed omkring turneringen.
”Det er oplagt for os at ramme studiemiljøet, når der er 40.000 studerende i byen. Derfor har vi taget kontakt til Studenterhuset, fordi de har et stort netværk, er centralt placeret og de har gode rammer for at holde et arrangement som dette,” siger Nicki Stougaard, Eventkoordinator fra U21 EM Aarhus.
Også Studenterhuset ser det som en gylden mulighed for at lave et godt arrangement for sin egen og en ny målgruppe,
”Det er en mulighed for at forene vores målgrupper. U21 EM har mange unge, som interesserer sig for fodbold, mens vi har kontakt til de studerende. På den måde kan vi måske trække nogle nye folk til Studenterhuset,” siger William Michaelsen.

Gode præmier på spil
Vinderen af aftenens turnering kan være sikre på at stikke af sted med gode præmier. Blandt andet er der billetter til den attraktive kamp mellem Spanien og England i Herning og billetter til finalen i Aarhus.
”Jeg håber selvfølgelig, der kommer mange, men hvis der kun kommer 20, så skal de have en god oplevelse. Det er det, der er succeskriteriet,” siger Nicki Stougaard.
Indtil videre er der tilmeldt otte hold, og der er stadig åben for tilmelding. Det kan ske på bordfodbold@u21em.dk.

Delte meninger om IDNA11


Musikhuset i Aarhus er i dag onsdag fyldt til bristepunktet med virksomhedsstande, hvor folk med en iværksætter i maven kan hente inspiration og vejledning til opstart af egen virksomhed. Det er andet år i træk, at dørene slås op til iværksættermessen IDNA.

Der er noget for enhver smag, når iværksættermessen IDNA i dag løber af stablen i Musikhuset i Aarhus. Omkring 100 stande med alt fra rynkecremer til motorcykler er opstillet side om side. Derudover er der mulighed for at følge skiftende foredrag fra den opstillede scene eller få sig en snak med andre nye iværksættere. Sidste år var IDNA en stor succes, og de fleste mener da også, at messen i år er overvejende positiv.

”Vi er her primært for at gøre reklame for os selv og for at præsentere nystartede virksomheder for de skattemæssige muligheder, som de har,” siger Anita Sørensen, fuldmægtige skatterevisor fra SKAT.

Det er første gang SKAT deltager i IDNA, og det overordnede indtryk er positivt.

”Vi har uddelt mange iværksættermapper og svaret på mange spørgsmål, så jeg vil helt klart mene, at det har været en succes. Hvis vi får muligheden, vil vi meget gerne komme tilbage næste år.”

Også Jette Møller, som til dagligt driver sin egen virksomhed, Møller Coaching, er glad for at være med.

”Jeg får muligheden for at nå ud til langt flere mennesker, end jeg gør til dagligt. Der er en fantastisk stemning, og mange har vist interesse for min virksomhed, ” fortæller hun.

Der er dog også nogle, som ikke mener, at IDNA havde levet op til forventningerne. Anne-Louise Jonsen fra WiB – women in business, var skuffet over fremmødet.

”Jeg havde forventet, at der ville have været flere besøgende i betragtning af, at der er fri entré. Samtidig havde jeg også gerne set nogle flere etablerede virksomheder herude, da det primært er her vi henter vores medlemmer.”

Det er derfor usikkert, om WIB vender tilbage næste år, da virksomheden ikke mener at den har fået nok for pengene.

Det koster omkring 8.000 kr. at få en stand til messen.

DSU: Vi dropper eksamen, hvis der kommer valg

Valgrygterne svirrer overalt. Ingen ved, om valget kommer i næste uge eller til efteråret. Men ungdomspartierne er klar til kamp. Så klar, at de er villige til at droppe eksamener til fordel for kampen om vælgerne.

Valget venter lige om hjørnet. Senest den 13. november, men måske allerede før. Hos DSU Århus har man været klar til kamp længe og håber på et snarligt valg.

”Vi har sådan set alt klar, det har vi haft længe. Plakaterne blev trykt i oktober sidste år, så nu går vi bare og venter,” siger Signe Grønnegård Christiansen, formand for DSU Århus.

Hun gætter på, at valget kommer i næste uge eller til efteråret. DSU har ventet længe på valg, og derfor vil man gerne have valg hurtigst muligt. Omvendt vil et valg i næste uge ramle sammen med mange DSU’ers eksamensræs. Men Signe Grønnegård Christiansen, der selv læser statskundskab, er ikke i tvivl om, at valgkampen er vigtigere end eksamen.

LÆS OGSÅ: Radikal Ungdom: Valget bliver et opgør med kontraktpolitikken

”Mange udskyder eksamen, hvis der kommer valg nu. Det bliver vi simpelthen nødt til. Der er kun valg i tre uger, så sådan er det,” siger Signe Grønnegård Christiansen. De DSU’ere der går i gymnasiet, har dog ikke noget valg, og de må være med i det omfang, de kan, forklarer hun.

–          På Netavisen 16.30 følger vi den lokale valgkamp tæt, og i morgen aften stemmer vi dørklokker med folketingskandidat Jens Joel.

Forstærk-ninger skal sikre Fremad overlevelse i 1. Division

Riisvangen Stadion er ikke klar til at huse et 1. Divisionshold. Aarhus Fremad forbedreder sig dog allerede på en oprykning.

Aarhus Fremad fører i øjeblikket 2. Division Vest med seks kampe tilbage. Den erklærede målsætning er oprykning. Dårlig økonomi og ydmyge forhold er ingen hindring.

Sidste sæson var Aarhus Fremad blot et enkelt point fra at skulle spille to playoff-kampe om oprykning til 1. Division. I år ser det ud til at lykkes. Med seks kampe tilbage af sæsonen fører de gul-sorte aarhusianere 2. Division Vest. Et point skiller dem og Blokhus FC på andenpladsen. Thisted indtager tredjepladsen fem point efter.

”Vi var tæt på en oprykning sidste år, så det ville være demoraliserende for hele klubben ikke at gå efter oprykningen i år,” siger Søren Østergaard, der er direktør i Aarhus Fremad.

Amatørspillere

Den flotte placering er opnået på trods af, at klubben ikke har råd til at tegne kontrakter med spillere. Skal næste sæson tilbringes i 1. Division, skal der dog laves om på dette.

”Vi forestiller os ikke at kunne overleve i 1. Division uden at kunne tegne kontrakter. Nogle af bundholdene i dette års 1. Division har fuldtidsprofessionelle spillere, så vi skal finde penge til dette, og det arbejde er allerede sat i gang,” siger Søren Østergaard,.

Han mener, der skal tilføres tre til fem spillere, som ville kunne gå direkte ind i startelleveren, hvis klubben skal gøre sig forhåbninger om at overleve i landets næstbedste række. Både fordi truppen ikke er god nok, men også fordi 1. Division bliver hårdere næste år, da den reduceres fra 16 til 14 hold.

Større interesse

En oprykning vil være en økonomisk gevinst for Aarhus Fremad. Klubben har allerede nu fået opbakning fra sponsorere og investorere, der vil spytte flere penge i klubben. Derudover vil indtægter fra tv stige.

”Interessen for klubben vil helt automatisk øges ved en oprykning. Vi vil blive eksponeret meget mere, og derved vil der forhåbentligt komme flere tilskuere, sponsorere og ikke mindst spillere,” siger Søren Østergaard.

Ringe hjemmebane

Aarhus Fremad spiller sine hjemmekampe på Riisvangen Stadion. Et stadion, der langt fra lever op til de krav DBU har for stadions i 1. Division, da der hverken er lysanlæg, varme i banen eller nok siddepladser. Søren Østergaard vil dog ikke tage stilling til, hvad man gør, hvis klubben skulle rykke op. Først efter sæsonen kigger man nærmere på det. Der er dog mulighed for, at klubben kan få lov til at beholde Riisvangen Stradion som hjemmebane. Klubber helt op i Superligaen har fået en sådan dispensation.

Aarhus Fremads sidste kamp i sæsonen spilles d. 11. juni, men allerede på lørdag skal aarhusianerne til Varde, hvor rækkens nummer 11 venter. Kampen spilles kl. 15:00 på Sydbank Stadion.

 

Aarhuskoret Naura vinder international dyst

Naura er kommet tilbage på jorden, efter at koret søndag vandt en stor international korkonkurrence i Aarhus. De har besluttet sig for, at præmien på 25.000 kr. skal bruges til at forevige deres musik.

”Jeg kunne høre et jubelbrøl. Og så løb jeg op til koristerne, som bare hoppede og dansede af glæde.”

Dirigenten Line Groth har svært ved helt at genkalde sin reaktion, selv om hun skal huske et par dage tilbage. Hendes kor, Naura, vandt i søndags den store AAVF-korkonkurrence i Musikhuset Aarhus.

I dag, tre dage efter dysten, er hun faldet ned. Men hun lægger ikke skjul på, at hun stadig er ovenud glad og stolt.

”Vi har øvet som sindssyge. De sidste par år har vi selvfølgelig haft faste ugentlige ‘øvere’, men jeg har kunnet mærke, at koristerne har øvet sig meget mere derhjemme end normalt, siden vi kvalificerede os,” siger hun.

Gruppen ansøgte om at få lov til at være med sidste år, og den 1. februar i år fik de besked om, at de havde kvalificeret sig til den store finale. I opløbet har der været grupper med fra hele verden, og Naura var den eneste danske gruppe blandt de seks finalister. Derfor var det også ekstra specielt for Line Groth at vinde på hjemmebane.

Pengene går til musik

Konkurrencen i Rytmisk Sal blev bedømt af en dommerjury bestående af seks anerkendte koreksperter fra forskellige dele af verden. Det hele var en del af Aarhus Vocal Festival, som er Europas største korfestival, og som i år – udover konkurrencedeltagerne – havde besøg af legenden Bobby McFerrin og de danske vokalgrupper Pust, Vocal Line og Basix.

Med den ærefulde pris til Naura følger 25.000 kr. fra Århus Stifttidendes Fond. Ifølge Line Groth skal pengene være en belønning for koristerne efter måneders hårdt arbejde.

”Vi har allerede fået en masse forespørgsler på en cd. Så jeg tror, at vi vil bruge pengene på at indspille en cd. Ærligt talt har jeg ikke tænkt så meget over det, for vi havde jo ikke turdet regne med noget,” siger hun.

Her lever de sig ind i historien

Vikingebådsimulatoren hitter blandt eleverne. Foto: Andreas Beck

Elever fra 7. klasse på Møn Friskole var tirsdag på tur til Moesgård Museum. Her oplevede de Vikingetiden på en helt ny måde – de levede sig ind i Danmarks første, sidste og eneste storhedstid ved hjælp af museets visuelle og sanselige udstilling.

Vi når faktisk helt til Gorm den Gamle, inden de første ben i joggingbuks begynder at røre uroligt på sig. Det svarer til femten minutter af museumsguide Birgittes undervisning. Lidt efter er der fri leg, men så alligevel ikke. For det hele foregår i Moesgårds Museums udstilling ’Syv Vikinger’, og eleverne lærer, mens de leger.

”Man kan fornemme det,” siger Birgitte om stemningen i udstillingen. ”Det er visuelt, men man kan også røre og dufte.” På Moesgård får man vikingerne helt ind under huden. Eller også kommer man helt ind under huden på vikingerne. Birgitte har ikke valgt metafor endnu.

Og her dufter faktisk lidt af viking. Spotbelysningen brydes af en let tåge, der får elever såvel som museumsguider til at virke længere væk, end de egentlig er. Det giver mening, for her er man i Vikingetiden.

En stemning af viking

”Vi er alle forskellige i den måde, vi lærer på,” siger Pernille, som er klasselærer for poderne fra Møn. ”Og Moesgård rummer mange af de måder.”

Hun har taget sin klasse med til museet for at lære på en ny måde. Og det gør man her, mener hun.

”De har skabt en stemning herinde. Man har fornemmelsen af, at man står i det, og man behøver ikke forestille sig det. Det er rigtigt nemt at leve sig ind i Vikingetiden her.”

En pige eller måske en dreng i overgang hviner, da det viser sig, at dukkerne føles som rigtige mennesker. En dreng ser ind i et kighul. Uden nærmere forklaring får hans kammerater at vide, at der er feeeeedt inde på den anden side. Og ovre ved vikingebådsimulatoren spørger en hjælpsom dreng, om han skal hjælpe en pige med at styre. ”Nehej!” siger hun noget så fortørnet, mens hun smiler, uden han ser det. Men det var da dejligt at blive spurgt.

Aarhus Kommune gør klar til at bekæmpe vinteren

Hvis vejene skal holdes snefri til vinter, skal forberedelserne gøres allerede nu.

Solen skinner og sommeren er på vej, men som Paradise Amalie siger, så skifter årstiderne, og det bliver vinter igen.

Aarhus Kommune har et budget på 1,5 mio. kroner til vejsaltning. Foto Lasse Bak Mejlvang

Thomas Aas Christensen, der er ansvarlig for vintertjenesten i Aarhus Kommune, lægger i disse dage sidste hånd på budgetter og erfaringer fra sidste vinter. Det kan virke skørt at tænke på bekæmpelse af isglate veje, når det er sandalvejr, men det gælder om at være på forkant. I de kommende uger gør han klar til at fylde saltdepoterne på blandt andet Lystrupvej i Risskov.

Der har været snak om, at Aarhus Kommune skulle udvide de i forvejen tre saltdepoter, men Thomas Aas Christensen vurderer, at kommunen har den nødvendige kapacitet til at opbevare salt.

”Det er ikke nødvendigt at udbygge vores saltdepoter i Aarhus, hvis bare vi er sikret en stabil leverance gennem vinteren,” siger han.

Netop samarbejdet med leverandøren, Brøste A/S var et problem sidste år, men på grund af en kontrakt er Aarhus Kommune tvunget til at fortsætte samarbejdet indtil udgangen af 2011, så Thomas Aas Christensen skal bruge sommeren på at sende tjenesten i udbud til nye leverandører. Planen går på at forsøge med flere leverandører for at sikre en større leveringssikkerhed og give borgerne større garanti for farbare veje, når Kong Vinter kigger forbi senere på året.

 

Europadagen bør fejres som 4. juli

arkivfoto

 

Hos europæisk ungdom Aarhus fejrede man i går Europadagen. En dag de færreste nok bed mærke i. Foreningen erkender, at de skal blive bedre til at oplyse, men EU skal også være vigtigt andre steder.

I går flagede busserne med to slags flag. Et dansk og et europæisk. Årsagen var Europadagen, som finder sted hvert år den 9. maj. Dagen er EU’s mærkedag og markerer Schuman-erklæringen fra 1950, der opfordrede til kul- og stålsamarbejdet, der kom til at danne grundlag for Den Europæiske Union.

De fleste lægger måske knapt nok mærke til flagene på bussen, men hos europæisk ungdom Aarhus var dagen speciel, og der var sat kryds i kalenderen.

”Dagen bør fejres på linje med amerikanernes 4. juli,” siger Henrik Meilstrup, der er lokalformand i euopæisk ungdom Aarhus.

Flere skal kende Europadagen

Foreningen arbejder for at udbrede forståelsen og interessen for EU blandt unge i Aarhus, og her havde man i dagens anledning stablet en middag på benene på restaurant Atlantis, som passende serverer græsk mad.

”Vi blev godt nok kun syv, men det var en enorm hyggelig aften,” siger Henrik Meilstrup. Han erkender, at foreningens oplysningsarbejde kan blive bedre, så man kan få inddraget flere unge i dagen.

”Man kunne sagtens forestille sig, at arrangementet blev bredt ud, så alle kunne komme og være med,” siger Henrik Meilstrup, der dog havde tænkt gårsdagens arrangement som en hygge-aften for medlemmer.

Hvad flagene på bussen angår, kunne Henrik Meilstrup godt ønske sig opbakning fra andre kanter, så flere unge vil nikke genkendende, når de ser det blå og det røde flag på bussen d. 9. maj.

”Der kunne godt være mere fokus på EU i skolerne og medierne, så folk bliver mere oplyste,” siger Henrik Meilstrup.

Der er stadig ild i hashpiberne

Venstres Ungdom tror på, at hash er legaliseret om ti år.

Næsten 600 troppede lørdag op på Store Torv i Aarhus. De kæmpede for legaliseringen af cannabis. Allerede nu er arrangøren ved at gøre klar til næste år, også selvom 19 deltagere i marchen blev pågrebet af politiet.

Af Jonas Holm Andersen

”Hver tredje ung ryger cannabis. Det burde være lovligt, og det er en meget udansk måde bare at sætte dem i fængsel. Hvem prøver vi at hjælpe – banderne?”

Ulla Hellerup Sørensen, der sammen med Hampepatiet arrangerede lørdagens Cannabis March i Århus, er godt tilfreds med arrangementet. Næste år skal det dog være endnu bedre, så hendes planlægning er allerede startet.

Hos Østjyllands Politi tager man meldingen om endnu en Cannabis-march i 2012 med sindsro.

”Vi vil lige som i år være til stede og gribe ind, hvis nogen overtræder loven, og ellers bare følge den lovligt anmeldte demonstration. I øvrigt foregik det jo stille og roligt, og folk så ud til at hygge sig. Det har vi jo ikke nogen interesse i at ændre på,” siger indsatsleder ved Østjyllands Politi, Christian Sørensen.

Legalt om 10 år
Legaliseringsdebatten var på sit højeste, da bandekrigen kørte på fuld kraft. Her var et flertal af danskerne for legalisering, men kollektivet glemmer hurtigt, mener Thomas Vissing Johansen, formand for Liberal Alliances Ungdom i Aarhus.

”Vi skal blive ved med at gøre opmærksom på det her forbudsproblem. Jeg er der med garanti til at gøre netop det igen næste år.”

Hos Venstres Ungdom i Aarhus går man endnu længere. Her er man sikker på, at legalisering er en realitet inden for ti år.

”Alle unge har venner og bekendte, der ryger cannabis. Os, der er unge nu bliver ældre og får mere indflydelse, og så er det umuligt at forestille sig at lovgivningen ikke lempes,” siger formand for Venstres Ungdom i Aarhus, Jens Husted.

Arrangementet hedder ”Global Cannabis March” og fik tilhængere af legalisering af cannabis på gaden i 259 byer verden over.

Tøj forsvinder fra de aarhusianske tøjcontainere

Dansk Røde Kors er i gang med at sikre deres genbrugscontainere mod tøjtyve.

Op mod ti procent af det tøj, aarhusianerne hvert år smider i Røde Kors genbrugscontainere, når aldrig frem til genbrugsbutikkerne. I stedet ender det i hænderne på østeuropæiske bander, der har gjort det til en levevej at fiske tøjsække op fra containerne.

Ti procent af det tøj, som årligt smides i de aarhusianske genbrugscontainere, når aldrig frem til den retmæssige ejer. Østeuropæiske bander stjæler tøjet, inden Røde Kors når at tømme tøjcontainerne, hvilket årligt koster organisationen i omegnen af 150.000 kr, fortæller sektionschef, Erik Hove.

Selve fremgangsmåden ved tyverierne er meget enkel. En lille person, ofte et barn, sænkes ned i tøjcontaineren, hvorfra vedkommende smider de fyldte tøjsække op til sine medgerningsmænd. Ofte tager det ikke mere end få minutter at få tømt containeren.

Et nyt tiltag skal få sat en stopper for tyverierne.

”Vi er begyndt at udstyre alle vores genbrugscontainere med en slags tværbjælke, som gør det umuligt for selv meget små personer at komme ned i containerne,” siger Erik Hove. Der går dog endnu et stykke tid, før man er nået rundt til samtlige af landets 215 genbrugscontainere.

Hos politiet oplyser man, at det er stort set umuligt at opklare tyverierne. Det kræver både, at der findes vidner, og tyverierne samtidig anmeldes til politiet, hvilket sker meget sjældent.

Der smides årligt omkring 300 tons tøj i de aarhusianske genbrugscontainere.