Klar besked til aarhusianske iværksættere: Kast jer ud i det

Der var et klart budskab fra scenekanten, da årets iværksætterfestival åbnede tirsdag aften: kom i gang med det samme.

Aftenens hovedformål ved iværksætterfestivallen var at inspirere og hylde iværksættere. Ni, primært lokale, iværksættere stod for peptalken heriblandt smykkedesigner Christina Hembo, den tidligere Skykon-direktør Jesper Øhlenschlæger og Preben Mejer fra Innovation Lab.  De havde alle det samme budskab: tag chancen og start din egen virksomhed.

Dansemusen Christina Hembo fortalte levende om en tilsyneladende vanvittig forretningsidé, der startede på et lille værelse i London og nu har ført et cykelhold og en internationalt anerkendt virksomhed med sig. Det kan godt lade sig gøre at sælge diamanture til fornuftige priser samtidigt med, at man bliver dus med dronningen.

“Ingen troede på idéen, undtaget min mand og jeg. I dag er det fantastisk at se, at vi havde ret,” sagde Hembo på scenen.

Jesper Øhlenschlæger er ved flere lejligheder blevet beskrevet som en tvivlsom forretningsmand i pressen. Måske var det derfor, han brugte en del af sin taletid til at kritisere danske erhvervsjournalister. Ifølge Øhlenschlæger er der en dræbende jantelovsmentalitet i medierne – og i Danmark som helhed, som minimerer lysten til at prøve lykken som iværksætter. Også politikerne fik hårde ord med på vejen:

“Man kan komme på iværksætterkurser, hvor det eneste man lærer er at tilslutte et kabel. Hvis man skal på kursus i det, skal man ikke være iværksætter.”

Mediedarlingen Preben Mejer fortalte om de grundlæggende forudsætninger for en succesfuld virksomhed: en klar forretningsplan, fokus og globalt udsyn. Han sluttede af med ordene:

”Iværksætteri er det sjoveste man kan lave med bukserne på.”

Festivallen fortsætter onsdag i Musikhuset. Der er gratis adgang for alle.

Aarhus Kommune gør klar til at bekæmpe vinteren

Hvis vejene skal holdes snefri til vinter, skal forberedelserne gøres allerede nu.

Solen skinner og sommeren er på vej, men som Paradise Amalie siger, så skifter årstiderne, og det bliver vinter igen.

Aarhus Kommune har et budget på 1,5 mio. kroner til vejsaltning. Foto Lasse Bak Mejlvang

Thomas Aas Christensen, der er ansvarlig for vintertjenesten i Aarhus Kommune, lægger i disse dage sidste hånd på budgetter og erfaringer fra sidste vinter. Det kan virke skørt at tænke på bekæmpelse af isglate veje, når det er sandalvejr, men det gælder om at være på forkant. I de kommende uger gør han klar til at fylde saltdepoterne på blandt andet Lystrupvej i Risskov.

Der har været snak om, at Aarhus Kommune skulle udvide de i forvejen tre saltdepoter, men Thomas Aas Christensen vurderer, at kommunen har den nødvendige kapacitet til at opbevare salt.

”Det er ikke nødvendigt at udbygge vores saltdepoter i Aarhus, hvis bare vi er sikret en stabil leverance gennem vinteren,” siger han.

Netop samarbejdet med leverandøren, Brøste A/S var et problem sidste år, men på grund af en kontrakt er Aarhus Kommune tvunget til at fortsætte samarbejdet indtil udgangen af 2011, så Thomas Aas Christensen skal bruge sommeren på at sende tjenesten i udbud til nye leverandører. Planen går på at forsøge med flere leverandører for at sikre en større leveringssikkerhed og give borgerne større garanti for farbare veje, når Kong Vinter kigger forbi senere på året.

 

Europadagen bør fejres som 4. juli

arkivfoto

 

Hos europæisk ungdom Aarhus fejrede man i går Europadagen. En dag de færreste nok bed mærke i. Foreningen erkender, at de skal blive bedre til at oplyse, men EU skal også være vigtigt andre steder.

I går flagede busserne med to slags flag. Et dansk og et europæisk. Årsagen var Europadagen, som finder sted hvert år den 9. maj. Dagen er EU’s mærkedag og markerer Schuman-erklæringen fra 1950, der opfordrede til kul- og stålsamarbejdet, der kom til at danne grundlag for Den Europæiske Union.

De fleste lægger måske knapt nok mærke til flagene på bussen, men hos europæisk ungdom Aarhus var dagen speciel, og der var sat kryds i kalenderen.

”Dagen bør fejres på linje med amerikanernes 4. juli,” siger Henrik Meilstrup, der er lokalformand i euopæisk ungdom Aarhus.

Flere skal kende Europadagen

Foreningen arbejder for at udbrede forståelsen og interessen for EU blandt unge i Aarhus, og her havde man i dagens anledning stablet en middag på benene på restaurant Atlantis, som passende serverer græsk mad.

”Vi blev godt nok kun syv, men det var en enorm hyggelig aften,” siger Henrik Meilstrup. Han erkender, at foreningens oplysningsarbejde kan blive bedre, så man kan få inddraget flere unge i dagen.

”Man kunne sagtens forestille sig, at arrangementet blev bredt ud, så alle kunne komme og være med,” siger Henrik Meilstrup, der dog havde tænkt gårsdagens arrangement som en hygge-aften for medlemmer.

Hvad flagene på bussen angår, kunne Henrik Meilstrup godt ønske sig opbakning fra andre kanter, så flere unge vil nikke genkendende, når de ser det blå og det røde flag på bussen d. 9. maj.

”Der kunne godt være mere fokus på EU i skolerne og medierne, så folk bliver mere oplyste,” siger Henrik Meilstrup.

Der er stadig ild i hashpiberne

Venstres Ungdom tror på, at hash er legaliseret om ti år.

Næsten 600 troppede lørdag op på Store Torv i Aarhus. De kæmpede for legaliseringen af cannabis. Allerede nu er arrangøren ved at gøre klar til næste år, også selvom 19 deltagere i marchen blev pågrebet af politiet.

Af Jonas Holm Andersen

”Hver tredje ung ryger cannabis. Det burde være lovligt, og det er en meget udansk måde bare at sætte dem i fængsel. Hvem prøver vi at hjælpe – banderne?”

Ulla Hellerup Sørensen, der sammen med Hampepatiet arrangerede lørdagens Cannabis March i Århus, er godt tilfreds med arrangementet. Næste år skal det dog være endnu bedre, så hendes planlægning er allerede startet.

Hos Østjyllands Politi tager man meldingen om endnu en Cannabis-march i 2012 med sindsro.

”Vi vil lige som i år være til stede og gribe ind, hvis nogen overtræder loven, og ellers bare følge den lovligt anmeldte demonstration. I øvrigt foregik det jo stille og roligt, og folk så ud til at hygge sig. Det har vi jo ikke nogen interesse i at ændre på,” siger indsatsleder ved Østjyllands Politi, Christian Sørensen.

Legalt om 10 år
Legaliseringsdebatten var på sit højeste, da bandekrigen kørte på fuld kraft. Her var et flertal af danskerne for legalisering, men kollektivet glemmer hurtigt, mener Thomas Vissing Johansen, formand for Liberal Alliances Ungdom i Aarhus.

”Vi skal blive ved med at gøre opmærksom på det her forbudsproblem. Jeg er der med garanti til at gøre netop det igen næste år.”

Hos Venstres Ungdom i Aarhus går man endnu længere. Her er man sikker på, at legalisering er en realitet inden for ti år.

”Alle unge har venner og bekendte, der ryger cannabis. Os, der er unge nu bliver ældre og får mere indflydelse, og så er det umuligt at forestille sig at lovgivningen ikke lempes,” siger formand for Venstres Ungdom i Aarhus, Jens Husted.

Arrangementet hedder ”Global Cannabis March” og fik tilhængere af legalisering af cannabis på gaden i 259 byer verden over.

Aarhusian-erne smider tøjet i genbrugs-containerne

Foto: Røde Kors

Finanskrisen har ramt hårdt. De seneste år har århusianerne derfor beholdt tøjet på og smidt mindre i genbrugscontainerne. Den tendens er ved at vende.

Aarhusianernes tøjindkøb blev mindre i takt med, at finanskrisen blev værre. Detailhandlen mærkede den direkte konsekvens, men også genbrugsorganisationerne blev ramt. Det betød et mærkbart fald i antallet af poser med tøj i genbrugscontainerne. I dag mærker Røde Kors dog, at der igen bliver fyldt mere tøj i deres containere.

”I takt med at detailhandlen stiger igen, får vi meget mere tøj ind. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for,” siger Erik Hove, der er sektionschef i Røde Kors.

Fra 2008 til 2010 var der et samlet fald i tøjindsamlingen i Århus på 53 tons, svarende til 16 procent. Det svarer til 140.000 par jeans, 350.000 t-shirts eller over 4 millioner par sokker. Ifølge Erik Hove er tendensen, at der kommer flere poser med tøj i genbrugscontainerne i år.

Færre tøjstykker i genbrugscontainerne har kostet Røde Kors mange penge. Tøjet fra containerne går nemlig til deres genbrugsbutikker over hele landet. Overskuddet herfra går til humanitære formål.

Tøj forsvinder fra de aarhusianske tøjcontainere

Dansk Røde Kors er i gang med at sikre deres genbrugscontainere mod tøjtyve.

Op mod ti procent af det tøj, aarhusianerne hvert år smider i Røde Kors genbrugscontainere, når aldrig frem til genbrugsbutikkerne. I stedet ender det i hænderne på østeuropæiske bander, der har gjort det til en levevej at fiske tøjsække op fra containerne.

Ti procent af det tøj, som årligt smides i de aarhusianske genbrugscontainere, når aldrig frem til den retmæssige ejer. Østeuropæiske bander stjæler tøjet, inden Røde Kors når at tømme tøjcontainerne, hvilket årligt koster organisationen i omegnen af 150.000 kr, fortæller sektionschef, Erik Hove.

Selve fremgangsmåden ved tyverierne er meget enkel. En lille person, ofte et barn, sænkes ned i tøjcontaineren, hvorfra vedkommende smider de fyldte tøjsække op til sine medgerningsmænd. Ofte tager det ikke mere end få minutter at få tømt containeren.

Et nyt tiltag skal få sat en stopper for tyverierne.

”Vi er begyndt at udstyre alle vores genbrugscontainere med en slags tværbjælke, som gør det umuligt for selv meget små personer at komme ned i containerne,” siger Erik Hove. Der går dog endnu et stykke tid, før man er nået rundt til samtlige af landets 215 genbrugscontainere.

Hos politiet oplyser man, at det er stort set umuligt at opklare tyverierne. Det kræver både, at der findes vidner, og tyverierne samtidig anmeldes til politiet, hvilket sker meget sjældent.

Der smides årligt omkring 300 tons tøj i de aarhusianske genbrugscontainere.

Folk pisser stadig på Aarhus

Foto: Arkivfoto/Lasse Bak Mejlvang

Prisen for at tisse på gaden er fra 1. maj i år steget fra 600 kr. til 1000 kr. Det har dog ikke fået aarhusianerne til at holde sig.

Selv om det nu koster 1000 kr. at rette sin nødtørft på gader og stræder, tisser folk stadig rundt omkring i Aarhus. Hvorvidt prisstigningen har nogen egentlig effekt, er svært at sige.

”Selvfølgelig tisser fulde folk stadig i gaden, men forhåbentlig får prisstigningen folk til at tænke sig om en ekstra gang,” siger vagthavende ved Østjyllands Politi i Aarhus til Netavisen 16:30. Det er ikke muligt at opgøre det præcise antal bøder for gadetisning, som udskrives af Østjyllands Politi, fordi der ikke skelnes mellem forskellige typer af gadeuorden. Og de første 10 dage i maj er der hverken blevet skrevet flere eller færre bøder end samme tid sidste år.

Taget med bukserne nede

Frederik Cederskjold, studerende fra Aarhus, er en af de mange, der nåede at få en bøde på 600 kr. For knap fire måneder siden endte hans bytur noget dyrere, end han havde tænkt sig, da han omkring klokken 3 foran Cross Café på Åboulevarden blev overrasket af ordensmagten.

”Da jeg tog bukserne ned, havde jeg ikke lige ‘scoutet’, at der faktisk var to politibiler bag ved mig,” fortæller han. En af betjentene kom over til ham, og der blev udskrevet et bødeforlæg på stedet.

Hverken den dumme bøde eller prisstigningen på 400 kr. har fået Frederik Cederskjold til at holde tissemanden i bukserne, når han er i byen. Han har dog ændret adfærd en lille smule.

“Nu gemmer jeg mig bedre, når jeg skal tisse,” siger han.

 

Blå Mandag helt uden ansvar

Det er anden gang, Jan Julin(2. fra venstre) er med et af sine børn på Blå Mandag. Foto Sisken Laugesen

Det er ungdomsskolen, der har ansvaret for de unge, alligevel er flere forældre taget med på Blå Mandag for at støtte deres børn.

Jan Julin er taget hele vejen fra Årup på Fyn til Blå Mandag i Aarhus. Han er en af de mange forældre, der holder Blå Mandag på sidelinjen, mens de unge nyder fridagen på gågaden og i Tivoli.

Det er den lokale ungdomsskole i Årup, der står for arrangementet, forældrene er kun med som gæster og støtte for deres børn.

”Vi fungerer faktisk bare som bank, og så får vi lov at slæbe på de ting, de køber,” smågriner Jan Julin, der er med sønnen Mathias Julin i Tivoli Friheden.

”Jeg har faktisk slet ikke set Mathias, siden han var forbi efter flere penge til shopping,” siger Jan Julin, mens han nyder den sidste eftermiddagssol på en bænk i Tivoli Friheden. Ovenover ham drejer og snurrer karrusellen Pegasus så hurtigt, at det er umuligt at genkende ansigterne på passagererne, ben dingler, og hysteriske teenagepiger skriger.

”Der er han, det er ham med de blå bukser,” siger Jan Julin. Mathias får øje på sin far og slår sig ned på bænken sammen med ham.

Mathias Julin har mere travlt med rutsjebanerne end at holde øje med sin far. Foto Sisken Laugesen

”Jeg synes, det er fint, han er med. Så ved jeg, der er nogen, der kan hjælpe mig, hvis jeg får brug for det,” siger Mathias Julin. Og det er lige netop det, der er faderens intention. Han er nemlig ikke med for at overvåge eller kontrollere, men for at skabe de bedste rammer for sin søn og de tusinder af andre unge mennesker, der fylder de aarhusianske gader om mandagen i april og maj.

Mandag d. 23. bliver den største og sidste Blå Mandag i Aarhus og Tivoli Friheden for i år. Når dagen er omme, forventes 11-12.000 konfirmander at have besøgt Århus. 5-6000 alene den dag. Hvor mange forældre, der er fulgt med, vides dog ikke med sikkerhed.

 

Musik-studerende kæmper for arbejde

Jeppe Lindberg på vej til publikums dom. Foto: Andreas Thorsen Larsen

Der går seksten trompetstuderende på Det Jyske Musikkonservatorium, men ude i virkelighedens jobmarked er der ikke meget brug for dem. Derfor spiller nogle af dem koncert mandag aften i Musikhuset. Opmærksomheden må de kæmpe om.

Han ved det godt. Trompetens nasale lyd knækkede midt over, og nu står han tilbage med en fejl. Han kigger på sit instrument, nærmest bebrejdende. Tørrer hånden af i højre bukseben. Dyb indånding. Videre.

”Det er klart, at man skal have sit navn ud,” siger Jeppe Lindberg.

Han er tredjeårsstuderende trompetist på Det Jyske Musikkonservatorium, og han og hans medstuderende spiller mandag aften koncert i Musikhuset. De gør det for at øve sig i at modtage publikums dom såvel som klapsalver, men de gør det også for at vise sig lidt frem for verden.

Skide nervøse

Det er svært at få arbejde, når man er seksten studerende alene i Aarhus, og de få danske jobs, der er, søges af trompetister fra hele Europa. Derfor må man overstråle de andre, når chancen byder sig. Og det gør den her.

”Branchen er hård, og det er vildt svært at få job. Vi konkurrerer, når vi går til prøver, og vi konkurrerer, når vi spiller her,” siger Jeppe Lindberg.

Det er ikke mange, der er mødt op til koncert med fremtidens trompetister mandag aften. En tyve styks sidder drysset ud over Musikhusets mindste sal, men det betyder ikke, at Jeppe Lindbergs nerver brokker sig mindre.

”Man kan se på folk, at de er skide nervøse. Og det jeg også. Nerver er et kæmpe problem for mange af os. Især i aften.”

Jeppe Lindberg og hans medstuderende spiller skiftevis, mens publikums dom forbliver rimeligt usagt. Selv virker han glad for klapsalverne. Han er tilfreds, og aftenen har på trods af knækkede toner været en succes.

Og succes er alt, for drømmen om en karriere som trompetist kræver, at man overvinder sin nervøsitet og overstråler sine medstuderende. For der arbejde på spil.

Galla med iværksættere i Musikhuset

Oplæg fra kendte iværksættere og underholdning er hovedingredienserne, når iværksætterfestivalen IDNA2011 skydes i gang med et gallaarrangement i Musikhuset tirsdag aften.

Gallaaftenen markerer åbningen af iværksætterfestivalen IDNA2011. En række kendte iværksættere som urdesigneren Christina Hembo og medstifteren af Innovation Lab, Preben Mejer, taler om livet med egen virksomhed. Aftenen byder også på dans, akrobatik og musik af DJ’en Morten Breum.

”Målet med showet er at vise mangfoldigheden blandt iværksættere og hylde de mennesker, der tør tage springet og følge deres drøm om et liv som selvstændig – uanset branche,” siger programkoordinator Anne Dorte Nørby i en pressemeddelelse.

Billetter til gallaaftenen, der starter klokken 18:30, kan købes på www.billetten.dk for 220 kroner.

Onsdag den 11. maj fortsætter festivalen i Musikhuset. Her kan iværksættere netværke med hinanden og potentielle kunder. Der er gratis adgang.

Vi giver dig dagens lokalnyheder fra det nordlige og østlige Aarhus